Blog

Corona blues

Maj, Ina-Myung og Emil-Yoon

Alle havne er lukket ned i Middelhavsområdet. I byen Cartagena, er vi nu strandet under Corona-nedlukning sammen med resten af Spanien, som har udgangsforbud. I skrivende stund, kommer den til at vare i 14 uger. I den første fase af nedlukningen måtte vi kun gå ud i gaderne for at købe mad og kun én ad gangen. I de første 6 uger, har børn ikke måtte færdes ude i det offentlige rum. For Ina på 8 år har det betydet, at hun kun har opholdt sig på bådbroen og molen. Den langsomme genåbning er i gang og vi nyder nu at kunne gå ud sammen igen, hvor bjergturene er blandt de bedste oplevelser (synes ihvertfald de voksne). Nu hvor regionen Murcia er i fase 1, er der fastlagte tidspunkter på dagen, hvor man må motionere, ældre kan gå tur og børn komme ud at lege. Det har man gjort for at forhindre den værste trængsel i gadebilledet. Nyeste tiltag er, at det er påkrævet at bære maske ude og inde i det offentlige rum. Reglerne er mange og den ændring vi venter på nu er, hvornår vi kan få lov til at sejle videre.

Desinficering af den øde gågade i Cartagena

Daglige møder med politiet

Vi er et par gange blevet sendt hjem af politiet. Første gang da Ina og Maj sjippede på molen (et indhegnet område på havnen), men da to motorcykelbetjente fik øje på os fra land, kom de susende ud til os, med besked om at gå tilbage til båden. Anden gang var for at krydse en plads for at bruge toilet og bad, hvor Maj bliver stoppet af en politimand i sin bil, der siger at vores 150 meters gåtur på offentlig plads skal begrænses til et minimum. Derudover er vi mange gange på vores indkøbsture blevet stoppet af politi på patrulje, som spørger os, hvor vi er på vej hen. Bevægelsesfrihed er blevet en luksus, vi ikke længere tager for givet og savner heldt vildt både på land og i vand.

De næste afsnit er børnenes oplevelser af vores hverdag under Corona, hvor bevægelse i sømil er skiftet ud med bevægelse på stedet.

Ina – Myung om karantænen

Jeg kan godt lide at være på båden, så behøver jeg ikke at gå hele tiden i bjergene. Jeg spiller på play station og så leger jeg med mit legetøj. Om morgenen ser jeg på computeren, når jeg skal bevæge mig, sjipper jeg og laver squats på bådbroen. Det dårlige ved det er, at jeg ikke kan gå ud og købe Pokemon kort. Det gode er, at når jeg er sammen med min mor, far og storebror hele tiden, savner jeg dem ikke, men nogle gange kan de også være irriterende; mor og far når de sætter mig til alle mulige ting, som at gå op med skraldet og gøre rent i båden og Emil når han driller mig med, at der er edderkopper og kryb bag mig.

Ina slutter sig til hornorkestret, der trutter hver aften klokken otte, som hyldest til sundhedspersonalet.

Emil – Yoon om karantænen

Jeg er blevet en teenager på 13 år på den her rejse og har nu siddet i karantæne med min famillie i tre måneder her på vores sejlbåd i Cartagena. Hverdagen er anderledes end den plejer at være. Vi er meget mere indenfor end normalt og vi har meget strenge hygiejneregler. Vi køber stort set ind hver dag, fordi vi spiser meget frisk grønt og frugt, der bliver også købt ind til vores lager, som går ud på at fylde vores båd op med mad til de lange sejladser, som venter forude. Vores hygiejneregler består i at have maske på når vi går ud, vi spritter vores hænder efter at have købt ind og lader være med at gå for tæt på folk.

Dagene kan være lange og kedelige men alligevel lykkes det os at komme igennem dem. Vi er så heldige at, vi har fjernsyn og computer, som er god underholdning. Det er usundt at sidde så meget ned hele tiden, så derfor har vi fået lavet vores eget ”work out” program, som vi træner hver aften på broen. Det består af armbøjninger, squats, planke og englehop. På den måde kan vi holde det ud med stillesiddende underholdning og stadig få vores daglige motion. Da vi bor på en båd er vi ikke lige så udsatte som andre, der bor her. På den måde er vi meget heldige. Vi kan jo altid sejle væk, hvis det begynder at, koge over i Spanien! Men nej det kan vi så ikke ”bare” alligevel, fordi samtlige lande har lukket deres grænser og tager ikke imod turister. Det vil sige, at hvis vi sejler ud herfra, er det ikke sikkert, at vi kan komme ind til fastlandet og det er ikke så smart, hvis man er ved at, løbe tør for mad og diesel. Derfor holder vi os her i Cartagena.

Hvis man skal se på det positive og negative her i karantænetiden, er det nok et plus at være hjemme og hygge. Men resten vil jeg sige er udelukkende minusser på grund af, at der er begrænset udgangstilladelse, man kan ikke sejle til nye grænser og der er stor chance for at blive alvorlig syg.        

Harpun og krabbestang samarbejder om dagens fangst

I samme båd

Med udgangsforbuddet, blev her også meget stille på havnen. Derfor fandt vi også ud af, hvem der er hhv. langturssejlere og lever på deres båd. Selvom vi var på vej forskellige steder hen med forskellige formål, er vi nu i samme båd. Vi har gennem daglige samtaler med naboerne fået indsigt i deres situation og gode tips om, hvad vi skal være opmærksomme på, når man sejler i Middelhavet, som endnu er nyt farvand for os.

På vores bro er en familie fra Israel med deres 3 børn, som har omlagt deres liv for permanent at leve på deres båd. Faren har tjent godt på natklubber i New York og moren arbejder som webdesigner i egen online virksomhed. De har sejlet i Grækenland og Italien inden de kom her, så vi har fået anbefalet nogle gode havne at overvintre i.

Et ungt par fra hhv. Spanien og Venzuela arbejder 3 måneder om året på super yachts på de Baleariske øer – dvs. rige menneskers meget store lystyachter, hvor de arbejder som styrmand og i andre besætningsfunktioner. Resten af året bor de på deres nyerhvervede sejlbåd, som de er ved at gøre klar til langturssejlads, med plan om at sejle til Venezuela.

Så er der en tysker som sejler alene og kom hertil for et år siden fra de canariske øer. Ved indsejling til havnen her, sejlede han ind i nogle klipper og fik ødelagt skrog og ror. Han venter også på at sejle mod Balearerne, men er nervøs for at sejle igen efter den omgang. Vi skal måske følges med ham til øen Formentera ud for Ibiza, som er vores første destination, når vi sejler videre herfra.

På vores daglige ture frem og tilbage til toilet- og badefaciliteter, er vi faldet i snak med et italiensk par, som lever af at sejle turister mellem øerne Formentera og Ibiza. Med lock down har det været kritisk for de par som lever af turisme her på havnen, fordi hele deres årlige indkomst er koncentreret på 3-4 måneders arbejde. Så er der det amerikanske par fra Hawaii, hvor manden som læge i den amerikanske hær har levet med familien rundt om i Europa på diverse amerikanske baser. Nu er børnene voksne og parret er pensioneret. Derfor har de som pensionistprojekt sejlet deres båd fra USA til Middelhavet for at genbesøge de forskellige områder og mennesker i Europa, hvor de har været udstationeret.

Cartagena er et dejligt sted at være og det er blevet til et 3 måneders bekendtskab. Det har været inspirerende at møde mennesker, som har forskellig livssituation og taget andre livsvalg end dem, vi møder i vores liv derhjemme. Det flygtige ved at rejse er, at man møder mennesker for en kort tid, men det varige er, at man tager deres historier med sig, som bliver til minder langt ind i fremtiden.

Real Club de Regatas Cartagena blev vores sikre havn under Corona lock down

Follow My Blog

Get new content delivered directly to your inbox.

%d bloggers like this: