Blog

Rejsebeskrivelser

fra vores logbog

Af Ina-Myung, Emil.Yoon, Christian & Maj

Afslutning på en sejldag er at bearbejde dagens oplevelser og tanker, som vi skriver ned i vores logbog. Her kan du læse med om, hvad vi oplever på rejsen.

Vores håndskrevne logbøger

Sejlads i børnehøjde – delfiner, mågefiskeri og tidevand

Emil: I dag sejlede vi tidligt. Mig og Ina sov længe, så da vi vågnede, var vi lidt søsyge. Mor blev også søsyg og brækkede sig tre gange. Vi så en flok delfiner og kom sikkert til vores destination.

Vi har sejlet hele dagen og jeg har haft rattet i en hel time uden pause. Først kom vi til en ankerbugt, men det blæste for meget, så sejlede vi til en havn, som lå på en ø, men de havde ikke plads til os, så vi sejlede videre til en anden havn, som far havde planlagt var dagens mål.

Biscayen langs Frankrigs kyster

Vi har morgenbadet fra Eun og har været inde i byen og kigge på middelaldermarked og et fort. Nogle gange finder vi nogle vildt fede vandreture. På en af turene fandt vi de flotteste strande, jeg nogensinde har set.

Jeg fisker, men er ikke heldig med at fange noget. En enkelt fangst har jeg haft, men det var ikke en fisk! Da vi sejlede, kom der pludselig en flok måger og en af mågerne bider på vores fiskekrog, vi har sat efter båden. Den drukner, før vi kan nå at hale linen ind. Men bortset fra det uheld, var det min hidtil bedste tur og vi kom sikkert i havn.

Natfiskeri i San Sebastian, Spanien

Ina: Vi var ude at sejle i gummibåd Emil, mor og mig. Vi stillede gummibåden på en strand, hvor vandet steg meget hurtigt. Så vi skyndte os ombord igen og vi glædede os til at komme hjem til far, som passer på Eun, der ligger for anker.

Tidevandet stiger og falder med 6 meter langs Biscayen og Atlanterhavskysten. På vores første tur med gummibåden ind til land, blev vi overrumplet af tidevandet, som var meget lavt , da vi sejlede ind, men steg med lynets hast, da det vendte til højvande.

Så delfiner, når jeg sejlede på Eun. Mor læser højt af Harry potter, når far vasker op efter aftensmad. Det synes jeg er en spændende historie. Derfor har jeg også købt en masse Harry Potter lego, som jeg leger meget med.

Sejlads i Biscayen – morild, multer og delfiner

Christian: Hentede Maj og børnene på togstationen i Brest. Vi sejlede med det samme til Camaret-Sur-Mer – en kort sejlads på 7 sømil. Vi sov for anker og stod op næste morgen kl. 05.00 for at sejle til Audierne. En vindstille sejlads på 29 sømil. Skønt at være sammen med familien igen efter 14 dages hårdt bådarbejde.

Jeg skal op at tisse en nat, vi ligger for anker. Skibet har rullet meget på grund af uroligt vand fra forbipasserende færger og fiskerbåde, men havet blev helt blik stille om natten. Da min urin rammer vandets overflade, bliver havet omkring mig til små eksplosioner af flouriserende gul-grønlige lysglimt. Det er morild – et naturfænomen hvor havet synes at lyse eller glimte, forårsaget af særlige alger og havdyr! Jeg vækker Maj, som er meget medtaget af søsyge, men jeg må dele det fantastiske syn med hende!

Smuk morgen, hvor Pyrenæerne stod skarpt i horisonten. En stor flok delfiner fulgte os over kløften. Det gør Biscayen berygtet i det her område, fordi der her kan opstå voldsomme storme, som i kombination med stærke strømme, kan være udfordrende at sejle i. Kløften er 5000 m. på sit dybeste sted og et paradis for legende delfiner.

Ingen sejlads, så bruger dagen på rengøring, en dejlig vandretur i bjergene omkring Bermeo og harpunfiskeri. Skød to Multer fra havnepontonen. Børnene var begejstrede og rensede dem. Det er vores første fangst og fiskene smagte fantastisk. Jeg lærer Emil at fiske med harpun, så vi kan få mere fisk på bordet.

Afslutning på Biscayen og Atlanterhavet

Maj: De nye steder er mange og hurtigt glemmer man, hvor vi har været hvornår. Men der er fantastiske bjerge hele vejen og gennem regioner med stærk lokal identitet, som Baskerlandet, Asturias og Galicien. Vi har snart været på rejse i 5 måneder og vi er lettet og godt trætte efter at have lagt Biscayen og Atlanterhavskysten bag os, hvor målet er at nå ind i Middelhavet inden, de store efterårsstorme begynder. Gibraltarstrædet er endnu en stor milepæl, hvor et vinterkoldt Marokko byder på mange store oplevelser. Det lille britiske samfund på Gibraltar er også en eksotisk oplevelse med fritgående aber på The Rock – den store klippe, som er kendemærket for Gibraltar og som kan ses milevidt omkring.

Chouara Garveri i medinaen i Fez, Marokko – en af verdens største byer omkranset af bymur med 9.000 gyder, hvor man finder basarer, moskeer, madrsas (skoler) og historiske bygninger og på UNESCO’s verdensarvsliste.
Indsejling mod The Rock

Et familieliv med sparsomt ressourceforbrug

Maj: Vi har nu ligget for anker i 8 dage og den sidste friske frugt og grønt blev spist i går. Ina’s drageæg, som er hendes bedste legetøj for tiden, er en spansk melon. Den spiste vi som dessert her til aften, som perfekt afslutning på et måltid med grøntsagscurry og ris. I går, da vi var i Port de Sóller på øen Mallorca, sendte vi Emil ind på land i ly af skumringen for at komme af med vores affald i byens offentlige skraldespande. Jeg har klippet emballage i stykker for at få det til at fylde så lidt som muligt . Det har faktisk resulteret i, at det som normalt bliver til en pose affald om dagen, er blevet kogt ned til 3 affaldsposer på 7 dage!

Når vi ligger for anker, lærer vi at forbruge mindre af alting og det er primært strøm og vand vi sparer på: Vi har kun 12 W strøm, som bruges til navigationsinstrumenter, ankerspil og at lade vores telefoner op.

Her en oversigt på de områder i vores husholdning, hvor vi gør tingene anderledes for anker så strøm, ferskvand og proviant kan række til 3 uger uden at komme i havn:

  • Aftenbelysning er fra batteridrevne lyskæder, Olielampe og stearinlys
  • Vi laver varm mad og koger vand på spritkomfur
  • ferskvand håndpumpes op fra bådens store bundtanke op i en 20 l. dunk, som pumper vand ud af hanen på 12 W til det daglige forbrug
  • Toilettet skylles med saltvand vha. håndpumpe og håndvask er i havvand på dækket eller med håndsprit.
  • Bad og opvask gør vi i saltvand, hvortil vi bruger bionedbrydelig sæbe
  • Al’ vores mad og drikke kan ikke komme i køleskab, som vi kun tager i brug, når vi har landstrøm. Derfor spiser vi havregryn med UTH-mælk til morgenmad, langtidsholdbart rugbrød og majstortillas med paté, syltetøj eller nutella til frokost. Aftensmad er ris, pasta, linser eller bulgur med sauce fra dåse som tomatsauce og tikka masala med soyakød og grøntsager på glas.

Vi skal leve sådan 4 dage endnu indtil corona karantænen ophæves i Spanien. Det bliver en festdag at kunne gå i land og købe friske råvarer igen og endnu bedre at kunne tage på restaurant. Men livet for anker er nu en helt særlig oplevelse, fordi vi har erfaret, at vi som familie kan forbruge så meget mindre af alting, når det kræves af os og som dagene går føles det også helt naturligt at gøre det.

Follow My Blog

Get new content delivered directly to your inbox.

%d bloggers like this: